Opkast og diarré hos børn

Klik på linket til video af børn med opkast og diarré

Opkast og diarré hos børn

De vigtigste råd, når dit barn har opkast og diarré​​De fleste børn oplever at få opkast og diarré. Det er ubehageligt, men går oftest over af sig selv i løbet af få dage.Det er vigtigt at sørge for, at dit barn får meget at drikke. Det kan være nødvendigt at lokke eller presse barnet til at drikke. Lad bare dit barn drikke det, det har lyst til. Men sodavand og juice skal helst fortyndes med vand. Giv små portioner væske med korte mellemrum. F.eks. et par skeer eller slurke hvert 5. minut. Store mængder kan gøre opkastningen værre.Det gør ikke noget, hvis dit barn ikke vil spise i et par dage, så længe det drikker og tisser.​Sygdom med opkast og diarré smitter, så husk at vaske og spritte hænder.

Råd:

  • Giv små portioner væske med korte mellemrum.
  • Giv gerne paracetamol (f.eks. panodil® junior, pinex®, arax® junior eller pamol®), hvis barnet har feber. Følg anvisningen på pakken.
  • Vent et par timer og se, om det, du har gjort, virker.

Ring til din egen læge i dagtimerne. Herefter til vagtlæge eller akuttelefon, hvis dit barn: 

  • er under 6 måneder
  • er slapt eller sløvt
  • ikke drikker ret meget, og der går flere timer end normalt, hvor dit barn ikke tisser. Også selvom du har forsøgt at give små portioner væske
  • har blod i afføring eller i opkast
  • har kraftige mavesmerter, virker uroligt eller forpint – eller ikke vil bevæge sig.

Eller hvis du bare synes, det går den forkerte vej, selvom du har prøvet rådene i denne vejledning.​Ring 112: ​

  • Hvis dit barn er slapt eller sløvt, og du har svært ved at komme i kontakt med dit barn. F. eks. hvis du ikke kan få øjenkontakt.
  • Hvis dit barn har voldsomme konstante mavesmerter.​​